Manden bag ordrestyring.dk hedder Carsten Rasmussen. Da hans ven Frank tilbød, at han kunne komme med rundt og se, hvordan en elektriker arbejder, slog Carsten til. Det var begyndelsen til ordrestyring.

Carsten Rasmussen fulgte vennen i tre måneder. Var med i alle processerne; fra kunden ringede og bad Frank om at komme og se på en defekt ovn, til bestilling af en ny motor hos grossisten, montering af motoren og endelig fakturering af opgaven. Fra det første opkald, til pengene blev bogført, kunne der snildt gå 3-4-5 måneder.

Carsten øjnede et behov som ikke blev dækket. Et behov for sagsstyring til håndværkere. Plus en hel masse andet ; tilbud, kalender, fakturering, kvalitetssikring. Han gik i gang med at bygge et system, som kunne håndtere alle håndværkerens processer. Det blev til ordrestyring, version 1.0.

Hans første kunde var selvfølgelig Frank. Ligesom de andre tidlige kunder, vidste Frank godt, at det var learning by doing, at bruge det nye system. Carsten indsamlede deres ris, ros og ideer. Et års tid efter, slettede han hele systemet og byggede et nyt, som baserede sig på kundernes input.

Det nye system er grundpillen i ordrestyring, som det ser ud i dag. Udviklingen af systemet bestemmes i høj grad af brugernes ønsker. Og fordi der er kommet nye faggrupper til – elektrikere, VVS’ere, murere, låsesmede, for blot at nævne nogle – er der behov for nye funktioner som vi skaber hen af vejen – sammen.