Kapitalfonden Adelis køber Ordrestyring.dk – nu skal der yderligere fart på vækst og internationalisering

Kapitalfonden Adelis køber det webbaserede sagsstyringsprogram Ordrestyring.dk.  Det nye ejerskab giver Ordrestyring.dk langt større muskler og booster for alvor virksomhedens internationale ambitioner. Stifter Carsten Rasmussen re-investerer i en ejerandel, samtidig med, at adm. direktør Tommy Hahn Sørensen også bliver medejer i forbindelse med salget.

Med flere end 12.500 brugere er Ordrestyring.dk Danmarks absolut mest udbredte mobil- og webbaserede sagsstyrings-program til håndværkere og entreprenører. Med en webbaseret og digitaliseret forretningstilgang automatiserer og effektiviserer Ordrestyring.dk hele den administrative forretningsgang hos virksomhederne, så de får bedre overblik og sparer administrativt og manuelt arbejde.

Ifølge stifter og medejer af Ordrestyring.dk Carsten S. Rasmussen, så får Ordrestyring.dk nu tilført større muskler, kompetencer samt viden, der giver mulighed for at videreudvikle Ordrestyring.dk i takt med det stigende behov for digitalisering hos virksomhederne i byggebranchen.

– Der har været mange bejlere, men i vores verden er Adelis den helt rigtige partner for Ordrestyring.dk. Bortset fra at vi har fået større muskler og vi nu kan sætte turbo på udviklingen til gavn for håndværkerne, så fortsætter alt som før, både ledelse og medarbejdere, og det har også været meget afgørende, siger en tilfreds Carsten S. Rasmussen.

Stifter og medejer Carsten S. Rasmussen (tv) og adm. direktør Tommy Hahn Sørensen (th)

Carsten S. Rasmussen, der for nylig overgav posten som adm. direktør til Tommy Hahn Sørensen for at købe sig ind i it-platformen Jublo.dk og blive adm. direktør, fortsætter hos Jublo. Derudover får han en central rolle i en styregruppe hos Ordrestyring.dk, hvor han skal være tæt på udviklingen af virksomheden.

Markedsledende i Norden

Også hos Adelis er der store ambitioner, både i Danmark og på den internationale scene. Joel Russ fra investeringsteamet hos Adelis peger bl.a. også på, at Adelis for nylig købte Ordrestyrings svenske konkurrent Hantverksdata.

De to virksomheder kommer til at indgå i en tæt alliance og udnytte synergier i fremtiden i ambitionerne om at være førende i Norden. Ordrestyring.dk og Hantverksdata har tilsammen en brugerbase på næsten 50.000 daglige brugere og bliver klart Skandinaviens førende inden for sagssystemer til håndværkere.

– Med købet af Ordrestyring.dk, der med en helt unik IT-platform og strategi fra dag ét har revolutioneret sagsstyringen hos håndværkerne, kobler vi endnu en markedsleder til vores kundeportefølje. Det løfter vores ambitioner om at være absolut markedsledende i Norden, siger Joel Russ.

Joel Russ peger bl.a. på, at digitaliseringen i byggebranchen går rigtig stærkt. Derfor kræver det muskler hele tiden at være på forkant med udviklingen.

Drømmescenarie for adm. direktør

For adm. direktør Tommy Hahn Sørensen, der nu bliver medejer, er det intet mindre end et drømmescenarie at få Adelis med som ejer. Ordrestyring.dk er i gang med at udvikle en helt ny platform, der betyder, at det bliver nemmere at koble flere forskellige faggrupper på.

– Der er allerede fuld fart på udviklingen og nu er det både malere, tømrere, murere, kloakmestre, der kobler sig på. Med flere ressourcer kan vi nu sætte yderligere skub i udviklingen af vores nye platform, så vi kan digitalisere sagsstyringen hos endnu flere faggrupper, samtidig med, at vi bevarer det fundament vi har skabt primært fra el- og vvs branchen.

Yderligere oplysninger:

Carsten S. Rasmussen, stifter og medejer af Ordrestyring.dk      71 99 63 99

Tommy Hahn Sørensen, adm. direktør Ordrestyring.dk                71 74 97 76

Joel Russ, investeringsteamet hos Adelis                                      +46 73-543 30 68

Om Ordrestyring.dk

Ordrestyring.dk har hovedsæde i København og beskæftiger 25 medarbejdere. Med 12.500 brugere fordelt på flere end 1500 virksomheder er Ordrestyring.dk markedsledende i Danmark.

Om Adelis Equity Partners

Adelis er en aktiv partner i at skabe værdi for mellemstore nordiske virksomheder. Adelis blev grundlagt med et mål om at blive den førende Nordiske kapitalfond på markedet for mellemstore virksomheder. Adelis blev stiftet i 2013 og har siden været en af mest aktive investorer i markedet for mellemstore virksomheder i Norden med 16 platform investeringer og mere end 40 tilkøb til disse. Adelis har ca. EUR 1 mia. under forvaltning. For yderligere information, besøg venligst www.adelisequity.com.

Vi bruger cookies på vores hjemmeside for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close